Nyhedsbrev sommer 2017

Nyt fra bestyrelsen
I slut februar 2017 afholdt vi den ordinære generalforsamling, hvor der blev valgt nye bestyrelsesmedlemmer og andre fratrådte bestyrelsen.
Sidenhen er der rokeret lidt rundt på posterne og Ingrid har overtaget styringen med matchgruppen, og Jens har påtaget sig hvervet som Torsdagscafekoordinator i Helsingør.
Bestyrelsen mødes en gang om måneden og deltager desuden i kommunens netværksmøder, der vedrører flygtningeområdet.
Posterne er fordelt således:
Rikke Ærenlund, Formand / Koordinator for frivillige
Jørgen Skou, Næstformand/Fundraising
Trine Nilsson, Regnskab og økonomi
Helle Linding, Koordinator for Aktivitetsudvalg
Niels Knudsen, Ad hoc
Ingrid Strøm, Matchkoordinator
Claus M Steenberg, Frivillig i Møbelcentralen
Jens Henriksen, Torsdagscafekoordinator
Christa K. Søndergaard (pt. på barsel)

Koordinatorer – ikke medlem af bestyrelsen
Kirstine Helen Lindberg Koordinator i Espergærde
Lene Bjærre  Koordinator i Ålsgårde
Ditte Mikkelsen Koordinator for Cykelkurset

Nyt navn
Efter anbefaling fra Dansk Flygtningehjælp har vi fået nyt navn. Før Frivillignet for flygtninge, og nu Frivillignet Helsingør – en del af Dansk Flygtningehjælp.
Vi er glade for det nye navn, og den mere synlige tilhørsforhold til Dansk Flygtningehjælp som bistår os med rådgivning, materiale, foredrag, kurser og vejledning, samt støtte og vejledning fra regionskonsulent Lise Hauge.

Matchning af flygtninge og danske netværksfamilier
Hvilket herligt job det er at være matchkoordinator, når det møde imellem en netværksfamilie og en flygtningefamilie matcher rigtigt. Det har heldigvis lykkes en del gange i den forløbne periode til stor glæde og også udfordrende oplevelser for begge parter.
Lige så trist er det at se flygtningene, som venter på en dansk netværksperson eller familie, kigge spørgende på én – om det ikke snart er deres tur til at få en dansk kontakt.
Vi har i øjeblikket ca. 25 flygtninge fra Syrien, Eritrea og Iran, der har ønske om en netværksfamilie/ netværksperson. Der er både familier med små og store børn, og en del enlige unge mænd.
Vores problem er, at vi ikke har danske familier til at opfylde flygtningenes ønske om kontakt.
Derfor bruger vi tid på at formidle behovet for frivillige netværksfamilier igennem annoncer på relevante hjemmesider, og artikler i dagbladene.
Måske er der nogen af jer der har været netværksfamilie/person igennem lang tid og har lyst og overskud til at få kontakt med en ny flygtning, ring endelig til Ingrid Strøm 21894140
/Ingrid

Nyt fra Espergærdegruppen
Vi er nu knap 30 registrerede frivillige i Espergærdegruppen, og på Stokholmsvej bor der ca. 20 flygtninge pt.
Vi har en engageret og stabil gruppe frivillige, som gør meget for at deltage i vores caféer, hjælpe med praktisk arbejde samt inspirere og bakke op om de aktiviteter der sker i Frivillignet både i Espergærde og Helsingør
Vi har flyttet dagen for vores caféer til om torsdagen i de lige uger, altså modsat af caféen i Helsingør. Det går godt med caféerne som er velbesøgt både af frivillige og flygtninge.
Vi har igennem længere tid haft fokus på at hjælpe med at finde arbejde til flygtningene dels med hjælp til CV skrivning og dels ved at spørge rundt i vores netværk. Et par af de frivillige laver en struktureret indsats hvor de har samlet CV’er fra nogle af flygtningene, som de præsenterer for virksomheder i håb om at de kan se muligheder i at ansætte dem. Det er et godt stykke arbejde og vi håber det lykkes.
En stor del af vores frivillige er engageret som netværksfamilier og lige nu har vi bare to flygtningene i Espergærde som efterspørger en familie, en ung pige fra Eritrea og en ung fyr fra Syrien.
/Kirstine

Hellebækgruppen
I Hellebæk mødes de syv flygtninge fra Eritrea og deres netværksfamilier/ personer den sidste tirsdag aften i måneden.
Der er hver gang en god og humoristisk stemning, og beboerne gør meget ud af at vi alle skal føle os velkomne.  Der bliver udvekslet erfaringer og diverse gode råd, men også talt om de frustrationer, der nemt opstår i forbindelse med sprog-forviklinger.
Vi oplever at fællesskabet os alle imellem skaber en åbenhed og mere kollektiv hjælp med alle de praktiske problemer eritreerne har i forhold til kommunikation til offentlige myndigheder, diverse svære og uforståelige e-boks beskeder, årsopgørelser fra skat, restskat, togbøder osv.
/Ingrid

Ålsgårdegruppen
For 3 måneder siden startede vi op med at holde et naboarrangement på Sejerøvej, med stor succes, siden er det kun gået den rigtige vej – Sejerøvej er blevet integreret med beboerne i nr. 1
Der er nu gået 3 måneder med vores nye frivillige gruppe i Ålsgårde.  Så vi er ved at kende hinanden, medarbejderne på Bølgen, flygtninge og frivillige – og det er skønt – der kommer også nye til, til vores seneste cafeaften i tirsdags mødet Iris op og vil gerne være en del af vores frivilliggruppe, og når der er nye beboer på Sejerøvej kommer de også. Vi har haft 5 aftner hvor vi har skiftes til at lave mad, kaffe og kage. Vi har snakket, spillet spil, hjulpet med uforståelige breve. Og alle har bidraget med enten at lave mad, vasket op eller fejet efter os.
Herudover har vi en frivillig som kommer hos 2 kvinder, som af den ene og anden grund ikke kommer til undervisning, og snakker og læser dansk med dem.
Vi har også en frivillig som kommer på sejerøvej og hjælper med lektier, begge parter elsker det – her kunne vi godt bruge flere, da det kniber lidt med tiden.
Bølgen holder delvist lukket i sommerferien, hvilket betyder at vi ikke kan være der – indtil videre har Lone planer om at holde en cafeaften hjemme i hendes have, så det glæder vi os til. Og jeg tænker at også skal samles på Langebro.
Frivilliggruppen vil hen over sommeren holde et møde, hvor vi vil finde ideer til hvad der kunne komme på tapetet når vi er tilbage på bølgen igen efter sommerferien. Der har fra flygtninge været ønske om at vi kunne gennemgå et budget og hvordan det fungerer, men ellers har de ingen ideer pt.
/Lene

Nyt fra Torsdagscafeen i Helsingør
Torsdagscafeen har gennem årene stået som en helt central aktivitet. Det er her du og jeg som frivillige, kan møde både “gamle” og nytilkomne flygtninge, knytte forbindelser, udveksle informationer og erfaringer med hinanden og – ikke mindst – fungere som et både etisk og praktisk fællesskab mellem flygtningene og os frivillige.
Skal cafeen fungere kræver det imidlertid din deltagelse. Der skal købes ind. Maden laver ikke sig selv. Frugt skal skæres og anrettes. Kiksene skal på fad. osv. Har du lyst til at være med til at sikre cafeen som et tilbud til flygtninge i Helsingør, så kom til cafeaftenerne hver anden torsdag. Du får helt sikkert noget med dig hjem.
Torsdagscafeen er åben i sommerferien.
/Jens

Nyt fra Aktivitetsgruppen
Udvalgets medlemmer søger andre udfordringer og stopper efter følgende aktiviteter er gennemført:
Kronborgstafet (1/6), Nyruphus (8/7), familieweekend/sommerfest 25.-27/8 og Til Tops i Havreholm.
Bo og Ellen vil fortsætte som hjælpere ved aktiviteter, når de har mulighed.
Anne Marie stopper – og tak til Anne Marie for nogle rigtig gode år, hvor vi har haft et dejligt samarbejde.
Helle fortsætter og vil i samarbejde med bestyrelsen og frivillige på midlertidige opholdssteder finde ud af i hvilken form aktivitetsudvalget skal fortsætte.

Cykelkurset
Der er stadig fart i Cykelkurset. Flygtninge i alle aldre kommer og prøver deres cykleevner af på lånte cykler fra Cykelteket. Der bliver givet cykelundervisning af en gruppe aktive frivillige hver mandag kl. 17 til 18:30. I sommerperioden bliver undervisningen udvidet til også at foregår onsdag i samme tidsrum.
Cykelgruppen har i samarbejde med Nordsjællands politi, Helsingør kommune og Teknisk Museum planer om at lave teoriundervisning for en gruppe flygtninge, som skal afslutte undervisningen med en cykelprøve. Projektet løber af stablen efter sommeren.
Der er brug for flere frivillige i cykelgruppen, så byd gerne ind.
/Ditte

Møbelcentralen
Møbelcentralen er flyttet. De gamle lokaler på Badevej, måtte vi desværre flytte ud af, da bygningerne skal rives ned. Men heldigvis besluttede Helsingør kommune, at de ville hjælpe os med nogle nye lokaler. Så vi fik tilbudt en stor hal på Ellehammersvej 6 B i Helsingør. De nye lokaler er super fine, og passer rigtigt godt til vores behov, så vi sagde ja tak.
Så den 1. april mødte ca. 20 flygtninge og frivillige op på Badevej og vi fik sammen flyttet alle møbler, køkkenudstyr, legetøj, cykler mm på kun 3 timer!
Møbelcentralen er stadig meget besøgt af flygtninge der ønsker hjælp til at kunne møblere deres nye hjem. Heldigvis kommer der også mange donationer, så centralen hele tiden er fyldt op.
Åbningstiden er stadig hver mandag fra kl. 16 til 18, og Povl og Claus tager godt imod alle der kommer forbi med et smil og godt humor. Når de to herre til tider er forhindret i at møde op, melder andre frivillige sig hurtigt på banen og giver en hånd med.
Vi kunne i øjeblikket godt bruge en eller to andre frivillige, der kunne hjælpe en gang i mellem med at rydde op og gøre klar til de nye ting og sager der komme ind.
/Povl og Claus

Frivillig i Frivillignet Helsingør – en del af Dansk Flygtningehjælp
Husk, at du/I som registret frivillig i vores netværk har følgende fordele:
• Er forsikret igennem Dansk Flygtningehjælp
• Kan deltage på gratis kurser og foredrag udbudt af Dansk Flygtningehjælp
• Få informationer og kan deltage på arrangementer vi afholder for vores frivillige i netværket
• Blive en del af en intern lukket facebook-gruppe hvor der bliver delt informationer på flygtningeområdet, tilbud og aktiviteter til flygtningene lokalt, hvor vi mangler frivillige og meget mere.
• Kan stemme på vores Generalforsamling
Har du lyst til at være frivillige i Frivillignet Helsingør, kan du kontakte Frivilligkoordinator Rikke Ærenlund på 26 710 716 eller på frivillignethelsingor@gmail.com

På Frivillignets hjemmeside kan du følge med i diverse love, regler og tiltag på flygtningeområdet samt finde de udbudte kurser.
http://www.frivillignet.dk/

På vegne af bestyrelsen og koordinatorer i Frivillignet Helsingør
Christa Klerens Søndergaard